Rabarber er i store træk en staude, der passer sig selv. Den trives i både sol og halvskygge. Planten har godt af at få en spand kompost over sig i det tidlige forår, det vil give næring til en god høst.
Rabarber bruges til saft og rødgrød. Man bruger kun stænglerne, da bladene er giftige. Stænglerne bliver røde af mangel på sol, men de kan også sagtens bruges, når de er grønne.
Den er blandt de tidligste planter og kan høstes fra april eller maj, alt efter vejret. Man kan drive den frem hurtigere ved at sætte en omvendt spand over planten i det tidlige forår. Det giver ekstra varme, der får den til at skyde tidligere, og holder den i skygge, hvilket giver flotte stængler.
Jo længere man kommer hen på sæsonen, des mere oxalsyre er der i stænglerne. Man kan dog tilsætte nonoxal, når man laver rødgrød af dem. Fra sensommeren skal man lade dem være, så planten kan samle kræfter til næste år.
Rabarber høstes ved at trække de yderste og største stængler fri af roden. Det kræver øvelse at undgå at få de unge skud med op, når man trækker rabarber, men selvom det sker, så klarer planten sig. Man må ikke skære rabarber af. Man skal også altid lade de yngste blade stå, så planten kan vokse videre.
Når en rabarberplante er blevet gammel, har den godt af at blive delt. Det gøres ved at hakke rodklumpen over med en spade i to-tre stykker. Hver stykke kan omplantes og vokse til en ny plante.
Jeg foretrækker de gammeldags rabarber med tykke stilke, da man får langt mere høst af dem. Vinrabarber er ofte små med tynde stilke, der ikke giver nær så meget.