Spinat

Om planten

Spinat kan bedst lide en temperatur på 5-10 grader, så den fungerer bedst i ydersæsonerne. Den har også en ret kort levetid, så du kan have den i det tidlige forår før fx græskar – og igen i efteråret efter fx gulerødder. Hvis et bed alligevel er tomt, kan spinaten hjælpe med at holde ukrudtet væk. Fordi levetiden kun er på et par måneder siger man, at det ikke vil forstyrre sædskiftet.

Min spinat går som regel i stok, fordi jeg ikke får udtyndet. Men bladene på stokken smager nu også fint nok, selvom de bliver lidt små. Hvis du vil have spinat i rigtige rosetter med store, fine blade, skal du udtynde.

Hvis du lader den tidlige spinat stå, kan den nå at udvikle frø og smide dem, så de spirer i sensommeren.

Dyrkning

Spinat spirer villigt så længe man ikke dyrker den mellem maj og medio august.

I mistbænk i de kolde måneder er den største trussel faktisk en solrig dag. De små planter kan dø i løbet af én dag, hvis solen står på en lukket mistbænk. Så sørg for at der er god udluftning, hvis du dyrker spinat i mistbænk i vinterhalvåret.

Vigtige datoer

Februar: Spinat kan sås i mistbænk

Marts-april: Spinat kan sås på friland

August-september: Spinat kan sås på friland, hvis det ikke er for varmt

September-oktober: Spinat kan sås i mistbænk