Selleri

Om planten

Det skal siges med det samme: Selleri er blandt noget af det sværeste at dyrke!

Der er to slags selleri: Knoldselleri og bladselleri. På knoldselleri kan man ofte også spise bladene som bladselleri.

Knoldselleri er ikke en rodfrugt men en opsvulmet stængel – ligesom knoldfennikel. Derfor skal du kunne se knolden udvikle sig over jorden, mens der vil være tynde rødder ned i jorden.

Selleri har en markant smag, som du selvfølgelig skal kunne lide, hvis du vil dyrke den. Planterne tåler kun en smule frost, men knoldselleri kan høstes og opbevares i kule henover vinteren.

Dyrkning

Frø fra selleri kræver lys for at spire. Det betyder, at du skal gøre potter eller roottrainers klar, vande nedefra og derefter lægge frøene øverst og trykke dem let ned på overfladen. De kan være noget tid om at spire.

Der er nogle ting, der er vigtige, for at lykkes med selleri. Knoldselleri kræver en velgødet jord og vokser gerne i en spand møg lagt i jorden inden udplantning. Planterne må heller aldrig mangle vand. Derfor kan jorddække være en mulighed, så længe det ikke går op om planten.

En af de vigtigste ting er, at planterne aldrig må sættes dybere i jorden, end de blev sået. Det betyder, at man aldrig må trykke jord op omkring plantens stængel ved udplantning (som man ellers ofte gør ved kål og tomater).

Jeg har haft held med at dyrke bladselleri i en potte. Planterne blev kun små, men de var nemme at holde fugtige, og vi havde ikke behov for større mængder alligevel.

Vigtige datoer

Februar: Forspire knoldselleri

Marts-April: Forspire bladselleri

April-maj: gøde og udplante

Sommer: Vande og evt. jorddække