Om planten
Løg er gode at dyrke, hvis du har god plads i din køkkenhave og et godt sted at opbevare dem. De er nemme at dyrke, og fordi man bruger mange henover et år, vil man kunne spare penge.
Men hvis du ikke har så meget jord eller ikke kan opbevare løgene, skal du hellere dyrke noget andet. Lige med løg vil du formentlig ikke opleve den store forskel i smag fra dem, man køber.
Jeg har valgt en mellemting, hvor jeg høster 70-80 løg i juli, og så rækker det cirka til jul, hvor der alligevel kommer frost i skuret. Så fylder løgene ikke for meget i køkkenhaven, og vi er selvforsynende med løg halvdelen af året, hvis vi sparer lidt på dem.
Dyrkning
Løg kan dyrkes på to måder: fra frø eller sætteløg. Der findes frø som skulle udvikle sig til store løg fra forår til sensommer, men det plejer ikke at virke. Så det bedste er at dyrke løg fra sætteløg.
Men du kan til gengæld dyrke dine egne sætteløg fra frø. Så sås de rimelig tæt og høstes som helt små løg. De skal opbevares godt varmt indendøre frem til næste forår. Fx i jordbærbakker i stuen eller fyrrummet. Hvis man lykkes med at dyrke egne sætteløg, er der virkelig penge at spare.
Henad juli skal man holde øje med, hvornår toppene begynder at visne eller blive slatne. Man skal ramme det rigtige høsttidspunkt, som er efter de er helt grønne og sprøde i toppen – og inden de visner helt og løgene begynder at rådne nede i jorden.
Man kan vælge at tage løgene op med det samme eller knække toppen og lade dem ligge sådan en lille uges tid (se billedet). Efter høst skal løgene ligge og tørre i nogle dage i frisk luft og tørvejr, helst udendørs. Nu er de klar til at blive flettet til ranker og kan hænges til at eftertørre i et skur eller carport. De skal opbevares tørt og frostfrit.
Løg siges at skræmme gulerodsfluer væk fra gulerødderne, og derfor dyrker man ofte løg og gulerødder op ad hinanden.
Vigtige datoer
21. April: så løg eller sætte løg
Juli: Høste og tørre løg