Fennikel

Om planten

Fennikel er en af de svære afgrøder. Til gengæld kan man spise hele planten, så det kan heller ikke gå helt galt. Man kan spise planten, indtil den går i stok.

Sommetider laver planterne sideskud. Hvis du høster hovedskuddet om sommeren og lader roden sidde i jorden med de små sideskud på, kan de gro til nye fennikel, der kan høstes til efteråret.

Dyrkning

Frøene er generelt rigtig villige til at spire, men det er en god idé at købe nye hvert år. Pluggbokse er gode at forspire i, for så udvikler planterne rødder nedad, og der er kun én plante i hvert rum.

Fennikel er en af de grøntsager, hvor man spiser stænglen, som er den opsvulmede hvide knold, der sidder over jorden. Det betyder, at når man udplanter, skal de små planter stå i samme jordhøjde, som da de blev forspiret. Der må altså ikke komme jord højere op ad den lille plante – det vil forhindre stænglen i at svulme op, og så kommer der ikke nogen fennikel!

Fennikel kan rigtig godt lide vand. De må faktisk slet ikke tørre ud. Hvis de mangler vand, kan de gå i stok. Sorten Zefa Fina er den, der har mindst tendens til at gå i stok.

Når man planter dem ud, skal man sørge for at holde dem med vand, og de vil også have godt af jorddække. Man kan miste op mod halvdelen af de udplantede planter, fordi de ikke får fat og får nok vand. Man udplanter, når de små planter har 1-2 rigtige blade.

Lange sommerdage får også planten til at gå i stok. Derfor skal man enten forspire og have planterne ud i maj – eller forspire lige efter Sankt Hans og så sætte ud i august.

Vigtige datoer

Medio april: Forspire

Medio maj: Udplante

Juli: Høste inden stokløbning