Majs

Om planten

Majs er en varmekrævende plante. I dårlige somre kan man være uheldig, at den slet ikke rigtig får udviklet kolber. Høsttiden ligger i september og oktober, så der er en kort sæson. Kolberne kan blancheres og fryses.

Det kan være en fordel at forspire majs, da de netop skal have mest muligt ud af sommervarmen.

Dyrkning

Majs er en plante i græsfamilien, og derfor hører den ikke sammen med nogen andre i sædskiftet. Det giver frihed til at plante den i det bed, der passer bedst.

Man kan udnytte, at de fylder i højden, men ikke optager så meget jord. De kan stå godt mellem græskar, hvor planterne dækker jorden i et stort område. Stangbønner kan også plantes rundt om majs og klatre op ad planterne. De tre planter sammen kaldes “De tre søstre”.

Majsplanterne udvikler først en blomst i toppen (se billedet). Derefter dannes kolberne med lange tråde, der skal bestøves af blomsterne øverst. Af hensyn til bestøvningen skal majs gerne stå tæt sammen i stedet for på række. Man kan fx sætte dem i en ring rundt om en græskarplante.

Når trådene for enden af kolben begynder at visne, kan man tjekke om majsene er modne ved at åbne for kolberne og kigge ind. Sommetider er majskolberne hullede. Det er fordi de ikke er blevet bestøvet godt nok til at udvikle sig, men de fejler ikke noget.

Vigtige datoer

Ca. 15. Maj: Så majs eller udplante forspirede planter