Bladbeder


Om
planten

Bladbeder er en overset grøntsag – måske fordi den hurtigt bliver kedelig efter den er plukket. Men fra din egen have kan du plukke dem friske efter behov. Man plukker bladene udefra og så vokser der nye frem fra midten. Samme plante kan give fra juli til november og igen til april-maj året efter.

Planten består af stængel og blad. Bladene kan bruges som spinat og stænglerne kalder man fattigmandsasparges. Stænglerne skal tilberes i længere tid end bladene. De kan bruges i gryderetter eller steges på panden.

Dyrkning

Frøet sættes direkte i jorden. De er som regel gode til at spire, så du kan sætte dem med 20-30 cm afstand, når du sår. Frøene er en type der skyder flere planter af samme frø, så du skal alligevel udtynde.

Bladbeder fås som sølvbeder, purpurbeder eller “bright lights” i gul, orange, pink og rød. Stænglerne er tykkest på sølvbeder. Der findes også en sort, der hedder spinatbede, som bruges ligesom bladbeder.

Bladbeder kan stå henover vinteren men som regel visner det yderste ned. Det kan være godt at fjerne det, så planten ikke rådner. Hvis den overlever vinteren, vil den lave nye blade igen i forsommeren.

Vigtige datoer

21. April (3 uger inden sidste frost): Så bladbederne

Juni: Udtynde

November: Evt. fjerne rådne blade