Om planten
Med skalotteløg er det nemt at blive selvforsynende. Når et løg sættes i jorden, deler det sig i flere løg. Dem kan man gemme nogle af og sætte igen året efter. Gem de bedste og største, for på den måde udvikler du sorten år for år.
De er selvfølgelig meget mindre end de almindelige løg, så de kræver mere pillearbejde, når man skal lave mad. Et trick er at overhælde dem med kogende vand, så bliver de lettere at pille.
Dyrkning
Skalotteløg kan sættes allerede i februar, men jorden er sjældent klar så tidligt. Hvis de sættes i marts, når de at udvikle sig til juni, hvor de trækkes op til høst.
De skal lægges eller hænges til tørre et par uger et sted, hvor de får godt med luft. De skal børstes af for jord men må ikke skrubbes eller skrælles. Skallen beskytter løget, så det holder længere.
Efter tørring skal de opbevares et tørt og frostfrit sted. Jeg har god erfaring med at bruge skotøjsæsker eller jordbærbakker.
De løg, der skal sættes i jorden næste år, skal opbevares ved stuetemperatur vinteren over. Det gælder også, hvis man dyrker sine egne sætteløg.
Vigtige datoer
Marts: Sætte løg i jorden
Juni: Høste og tørre